|
Julegavebyttedag i Skibinge
hos familien Falch Petersen
I vores store familie kan vi ikke være samlet juleaften.
For at få lidt af julehyggen og samværet om både julemaden, gaverne og legene har vi i
mange år været samlet hjemme i Skibinge en af de første weekends i december.
Det er en dag, hvor vi alle uden undtagelse bliver som børn igen.
Dagen begynder om formiddagen med julegløg, mors nybagte klejner og andet knas.
Når vi alle er samlet lidt over middag, går vi ud til bordet i værkstedet - der er
gæstestuen i huset. Her sætter vi os i rækkefølge efter alder - som vi sad ved
aftensbordet i sin tid juleaften, da vi var børn.
Den forventningsfulde stemning over dagen bliver ikke ødelagt, fordi vi hvert år får
den samme slags julemad, and, ribbensteg med alt tilbehøret og selvfølgelig vin til de
voksne og sodavand til børnene.
Hvert år bliver der optaget et lydbånd, trods mange højlydte protester, men folk
glemmer hurtigt mikrofonen og de mange bånd vidner om, at snakken går højt og larmende.
Når stegen og kartoflerne har fundet hvile i maven, bliver bankospillet fundet frem. De
fleste præmier har vi selv haft med, men mors håndarbejde eller billige indkøb finder
også vej til gavebordet. De fleste år er der så mange præmier, at der også bliver
sidegevinster.
Efter nogle timer med bankospil, er det tid til et af dagens højdepunkter - ris a la
manden med mandler.
Mor har delt den kæmpe skudefuld dessert op i mange mindre skåle, som skal række til en
håndfuld personer. Der er en mandel i hver, og hver skefuld bliver nøje overvåget af
alle, når skålen går rundt - så det er ikke nemt at snyde og rode lidt for at finde
mandlen:) Først når alle har fået, må skeerne sættes i sving. De første skåle
forsvinder hurtigt, og mens mandelgaverne bliver delt ud, forsvinder som regel et par
skålfulde mere af den gode mad.
Når maden er ryddet af bordet, og opvasken er sat i system, bliver terningen og stopuret
fundet frem.
Nu er det tid til at spille pakkespil.
Det går ud på, at en masse medbragte pakker bliver lagt på bordet.
Stopuret bliver sat til at ringe på et eller andet tidspunkt, som ingen ved. Vi slår
alle efter tur med terningen, og hver gang man slår en sekser, må man tage en pakke.
Når den sidste pakke er taget, må man stjæle pakker fra hinanden.
Spillet stopper, når uret ringer. Først nu må man pakke op. Det er blevet til mange
”lange næser” i tidens løb, når en af de fine pakker, der har været stjålet
meget, viser sig at indeholde et stykke legetøj til en baby - eller noget helt andet, som
ikke svarede til indpakningen.
Et andet højdepunkt er slikfadet. Det bliver sat frem på kaffebordet. Her gælder den
samme regel, som da vi var børn - ingen må tage noget, før der er sagt værsgo - og så
kun et stykke - af gangen!
En ny i familien kom til at række mod fadet, inden der var sagt værsgo - det skulle hun
ikke have gjort, for alle vi andre gjorde højlydt opmærksom på, at der ikke var sagt
værsgo endnu.
Heldigvis forsvandt det røde fra kinderne hurtigt, da hun så vores grin.
Dagen ender nogle gange med, at vi får fælles aftensmad, mens andre nøjes med at gå i
”køleskabet” eller finder lækre rester i vaskehuset, der også bliver brugt
til spisekammer.
Det er i øvrigt markant, at også de unge i teenagealderen har bedt om at komme med denne
dag, selv i den periode af livet, hvor familiebesøg ikke lige er sagen.
Der har også været snak om, at julegavebyttedagen skulle springes over et år på grund
af en anden fest to dage efter, men protesterne var så højlydte, at ingen turde lade
være.
Mvh Henrik Falch Petersen |
|